Undgå fald i hjemmet gennem din indretning

Undgå faldfælder i dit hjem

Vidste du, at du kan indrette dit hjem, så det er nemmere at undgå fald? Med små og simple ændringer som skridsikkert underlag, fastgjorte ledninger og god belysning er du godt på vej til at faldsikre dit hjem.

Kender du det, at benene ikke længere er helt, hvad de har været, og at balancen også lidt slidt? Næste skridt er måske, at du bliver bange for at falde. Måske fordi det gør ondt? Måske fordi det kan resultere i en tur på skadestuen? Måske fordi du er bange for ikke at kunne komme op igen?

I værste tilfælde kan utrygheden for at falde resultere i, at du ikke længere bevæger dig så meget rundt i dit hjem. Eller at du undgår at bevæge dig udenfor.

Frygten for et fald kan få gangbesværede og ældre til at blive mere og mere stillesiddende. Særligt, hvis de allerede er faldet i hjemmet før. Faktisk er risikoen for at falde større, hvis man allerede har oplevet sit første fald.

Vidste du, at risikoen for at falde er større, hvis du allerede har oplevet dit første fald?
Kilde: Sundhedsstyrelsen

Her opstår den onde spiral. Mindre fysisk aktivitet er med til at svække musklerne og balancen. Med svækkede muskler og balance mister man måske følelsen af at kunne løfte sine ben ordentligt. Og så kan dørtrinnet pludselig blive en udfordring at komme over.

En anden måde at forebygge fald på er gennem balancetræning. Det kan du læse mere om i denne artikel fra GUIDEN65: Nedsæt risikoen for fald: Styrk din balance

Den gode nyhed er, at du med små ændringer i indretningen af dit hjem kan mindske risikoen for at falde. Og du behøver ikke gå på kompromis med hverken æstetik, komfort eller hygge.

Tæpper kan være faldfælder
Løse tæpper kan være faldfælder. Læg evt. et skridsikkert underlag under tæppet.

Tænd lyset

Hvis det er for mørkt til, at du kan se, hvor du sætter dine fødder, er det svært at vide, om tæppet pludselig har foldet sig, eller om katten har lagt sig lige neden for sengen. Ved en simpel ændring som et bedre lys kan du orientere dig, spotte faldrisici og komme fald i forkøbet. Hvis din lampe ikke er kraftig nok, så udskift pæren med en, der har en højere lysstyrke.

Du kan måske overveje, om du skal have trådløs belysning i dit hjem? Med trådløse systemer vil du selv kunne placere kontakterne efter dit behov. I dag findes der flere systemer med trådløse kontakter.

Et sted at starte kan være IKEA, som tilbyder forskellige trådløse løsninger.

Hvis du har det bedst med, at lyset tænder og slukker automatisk, kan en sensor måske være det bedste til dit behov. Mange kender lyssensorer fra udendørsbelysning, hvor havelyset automatisk tænder, når du nærmer dig hoveddøren, og slukker af sig selv igen. Med en sensor i gangen slipper du for at tænker over, om du nu fik slukket lyset igen, hvis du har været oppe efter et glas vand om natten.

Løse ledninger og tæpper

Snublefælder kan være mange ting: løse tæpper, strikketøjets garnnøgle eller hundesnore. Vær derfor opmærksom på, om der er løse snore rundt omkring i dit hjem. Særligt, hvis du har ændret lidt på indretningen.

Få fastsømmet alle dine ledninger, eller få dem placeret i ledningsskjulere. 

Tæppet under sofabordet kan også være en snublefælde. Særligt hvis det er blevet puffet til, så der er kommet folder. En lille investering i et skridsikkert underlag sørger for at tæppet bliver, hvor det skal.

Glatte fliser

Badeværelset er et andet sted, hvor du potentielt kan falde: De glatte fliser kan være en faldfælde, hvis du er blevet usikker på benene. Gør fliserne skridsikre ved at købe en bademåtte. Du kan også opsætte håndtag i din brusekabine. Ved at installere et håndtag i badet har du en god støtte ved hånden, hvis du er ved at falde eller oplever, at du bliver svimmel.

Måske det også kunne være en god idé at anskaffe sig en badebænk? Ved at trykke på dette link kan du læse om andre brugeres erfaring med badebænken: Anmeldelse af badebænk

Pas på faldfælder i badeværelset
Undgå faldfælder i badeværelset ved at skridsikre de glatte fliser

Ujævnt terræn

Kanter og plateauer er endnu en udfordring, især hvis de er svære at få øje på. Dørtrin kan være en af de drilske elementer i hjemmet. Overvej, om du skal have fjernet dine dørtrin, så du nemmere kan komme rundt. Hvis du har en varig funktionsnedsættelse, kan du søge om bevilling hos din kommune til at få fjernet dine dørtrin (Efter Serviceloven §116)

Hvis du bor til leje, så undersøg reglerne i dit boligselskab eller -forening, inden du får lavet ændringer i din bolig. Måske skal du betale for reetableringen, når du flytter. 

Glatte trapper kan også øge risikoen for at falde. Undersøg muligheden for at skridsikre din trappe, hvis du bor i et hus i flere etager. Byggemarkeder som Harald Nyborg og Silvan har forskellige former for skridsikre underlag ─ for eksempel skridsikker tape ─ som du kan sætte fast på trappen.

Se udvalget hos Harald Nyborg og Silvan

Nyt behov, ny stol

En anden måde at komme faldulykker i forkøbet på er ved at indrette sit hjem med møbler, der er målrettet til ens behov. Hvis man ikke længere har kræfter i benene til ubesværet at rejse sig fra lænestolen, kan forhøjerklodser måske være løsningen.

Forhøjerklodser kan være træklodser, som du sætter under dit møbel. Så kan din stol, sofa eller seng komme op i knæhøjde. Det gør det nemmere at rejse sig igen. Men husk, at hvis du bruger forhøjerklodser, skal stolen, sofaen eller sengen stå op ad en væg. Ellers kan møblet vælte ned af klodserne! (Når meningen med klodserne er at forhindre fald, skal brugen af dem helst ikke skabe potentielle faldsituationer).

Hvis lænestolen alligevel står over for en udskiftning, kan det være en god idé at undesøge markedet for lænestole, som er nemme at komme op af. Der findes forskellige lænestole med løftefunktioner, der hjælper dig med at rejse dig op fra stolen.

Har du nogle gode indretningstips, som vi har overset? Så del dem gerne med os i kommentarfeltet.

KILDER:

Sundhedstyrelsen

Furesø Kommune

Samvirke

Bolius

Sundhedsstyrelsen

Sending
Brugeranmeldelse
0 (0 Stemmer)

Lav en anmeldelse