Du ved, at motion og bevægelse er godt for dit helbred, men måske føler du ikke, at du har tid eller overskud til at engagere dig i foreningsliv eller tænke holdsport og faste træningstider ind i hverdagen. Fortvivl ikke! Det gode ved bevægelse og motion er nemlig, at det hverken behøver være tidskrævende eller omstændigt. Vi giver dig 5 gode råd til at få mere bevægelse ind i hverdagen.
Fysisk aktivitet i hverdagen kan være lidt af en tidsrøver, men sådan behøver det ikke være. Det handler bare om at begynde at tænke det ind i din hverdag og lade det blive en naturlig del af dine daglige gøremål. Du bevæger dig jo allerede i løbet af dagen, og ofte skal der kun små reguleringer til for at optimere motionen og styrke kroppen.
Her får du 5 tips til, hvordan du kan tænke motion og bevægelse ind i hverdagens aktiviteter:
1. Tag trappen
Tag trappen hver gang, der er mulighed for det. For eksempel i storcenteret, når du skal på gaveindkøb i både legetøjsafdelingen på første sal og i supermarkedet i kælderetagen. Eller hvis du bor i etageejendom, kan du tage trapperne op. Måske nøjes med halvdelen, hvis du bor på fjerde sal. Og det behøver ikke gå hurtigt. Trappegang er generelt bare rigtig godt for benmusklerne.
2. Stå af bussen et stoppested før
Du tager bussen hjem fra byen, fordi der er for langt at gå. Det skal du selvfølgelig blive ved med, men hvad med at stå af et stoppested tidligere end du plejer? Det kan være, det er dét, der gør, at du lige får pulsen op den dag, og det er sundt for hjertet og kredsløbet!
3. Sæt tempo på rengøring og havearbejde
Foråret banker på døren, og for mange betyder det, at hjemmet skal gøres hovedrent, og haven skal plejes efter vinteren. Når gulvene skal skrubbes, vinduerne skal pudses og blomsterbedene skal hakkes og rives, så giv den godt med gas. Det giver sved på panden og styrker dine muskler.
4. Aktiv tv-sending
De fleste er godt lænet tilbage i sofaen, når de ser tv. Men har du overvejet, at tv-sendingen kan foregå ved højere intensitet? Hvis du for eksempel har en motionscykel, der alligevel står og samler støv, så træk den hen foran fjernsynet. Det kan være, at dit yndlingsprogram kan fjerne fokus fra det hårde i at bevæge sig.
5. Sæt musik på anlægget og dans
Sørg for at gøre plads i dit hjem til at du kan bevæge dig omkring. Sæt så din favorit-CD på anlægget og dans! Hvis du har en partner, så hiv ham eller hende op af stolen til en svingom. Dans får både pulsen og humøret til at stige.
Rigtig god fornøjelse!
Hvis du har lyst til at vide lidt mere om, hvorfor fysisk aktivitet i hverdagen er vigtig, kan du læse artiklen: Vær aktiv og undgå fald
Se endvidere GUIDEN65’s artikel arkiv med artikler om mange andre aspekter af demens.